Vejr, vejr, vejr..

Vi er nu i dejlige, varme New Orleans efter nogle dage med dårligt vejr.

Fra Amarillo kørte vi det sidste stykke af Route 66 i Texas, mens vi stoppede i nogle små byer. De fleste byer lå øde hen med forfaldne bygninger og intet liv. Vi kørte fx igennem

Texola, som ligger lige på grænsen mellem Texas og Oklahoma, og vi havde svært ved at spotte de 36 mennesker, som eftersigende skulle bo der. Andre byer havde forsøgt at bevare bygninger og attraktioner fra storhedstiden på Route 66. Vi besøgte fx Shamrock, som havde en imponerende turistinformation i en bevaret bygning fra 1936. Det er helt klart lavsæson, så medarbejderen gav os en lang historie om byen og stedet - og vi fik endda taget et smukt billede.

Restaurant langs Route 66

Turistkontor i Shamrock

Vi fik lov til at låne cowboyhatte på turistkontoret.. Det bedste billede på turen indtil videre.

Turistkontoret

Verdens mindste fængsel i Texola. Indenfor var der billeder af tidligere fanger (og deres døde kroppe efter henrettelse..)

Vores plan var oprindeligt at køre til Oklahoma City, men hele Nordtexas og store dele af Oklahoma oplevede minusgrader og sne, så vi besluttede os for at køre sydpå mod Louisiana med det samme. Vi bookede et motel nord for Dallas som et pitstop på vej derned. Fra Route 66 skulle turen have taget 3 timer, men det endte med at tage 6 timer, fordi vejene var dækkede med is. Vi tøffede afsted og stoppede ikke én eneste gang, så vi var godt trætte, da vi endelig nåede frem. Nina gik målrettet ind på motellet og bad om at blive checket ind, men receptionisten kiggede mærkeligt og sagde "But there's no power?" I vores iver efter at nå frem havde vi overset, at hele området var mørkelagt. Strømledningerne hænger jo i pæle langs vejene, og de kunne ikke klare kulden. Der var iskoldt, så vi gik i gang med at finde et andet sted at sove, men heldigvis kom strømmen retur lige som vi havde besluttet os for et andet sted. Vi var meget lettede! Vi fik en god nats søvn, men lykken varede ikke længe, for Nina vågnede med små insektbid rundt på kroppen. Vi tænkte SENGELUS med det samme og begyndte at panik-Google og sammenligne loppebid med sengelusbid. Man måtte nemlig have dyr på vores motel, så måske kunne det bare komme fra en hund, der havde ligget i sengen..

Efter en lang køretur i isslag..

Træerne var stadig dækket af is næste morgen.

Vi prøvede at glemme insekterne og kørte længere sydpå mod et motel i Shreveport, som var ca. halvvejs til New Orleans. Isen var tøet, men til gengæld regnede det voldsomt hele dagen. Vi stoppede i Paris, Texas, som Allan havde glædet sig meget til. Der var rigtig hyggeligt og pænt, men det regnede så meget, at vi blev gennemblødte selv med paraplyer.

Køreturen blev igen længere end forventet, nu pga. regnen.. Øv, men vi holdt modet oppe ved tanken om varme Louisiana. Da vi nåede frem til Shreveport tog vi ud og trøstede os med god mad på en græsk restaurant. Her besluttede vi at tage et par overnatninger i et Airbnb-hus i en lille by et par timer fra New Orleans. Vi var så trætte af deprimerende og beskidte moteller, og vi havde brug for at få vasket alle vores ting og udryddet eventuelle sengelus.

"Eiffel"-tårn i Paris, Texas - nu med cowboyhat. Vi blev i bilen..

Jesus med cowboystøvler i Paris, Texas.

Allan er skuffet over vejret, men vi spiste frokost på et hyggeligt bageri.

Endelig var vejret med os, og huset i Breaux Bridge var lige som det skulle være. Vi var et smut forbi Lafayette, hvor Bodil og Nina havde været for 9 år siden - det var lidt sjovt at gense byen. Ellers lavede vi absolut ingenting, bortset fra at vaske tøj og sidde på terrassen. Det var tiltrængt med afslapning - den første nat sov vi 11 timer! 

I går (søndag) kørte vi til New Orleans. Det var en flot tur gennem sumpen og klassiske sydstatsbyer med store træer og gamle plantagehuse. Vi ankom tidligt til vores flotte, gamle Airbnb-hus lige nord for the French Quarter, så vi gik ind til området for at opleve lidt liv efter en mennesketom uge. Det var noget af et kulturchok! Fulde amerikanere, gademusikanter, hestevogne og turistbutikker overalt. Derfor blev vi glade, da vi fandt en halvtom bar, som spillede rockmusik. Vi faldt i snak med bartenderen, som anbefalede en masse gode steder, bl.a. en bar/spillested, hvor der var koncert om aftenen. Der tog vi hen og fik et par øl og nød at være omgivet af ligesindede, men vi var for trætte til at blive til koncerten (det var vist også dårlig musik..).

Lidt svært at se, men man kører over sumpen.

Vores hyggelige stue.

I dag skal vi igen ind til the French Quarter og udforske lidt mere - nu ved vi også hvilke partygader, vi skal undgå. Men det er nu også rart med liv og glade dage!

Why? There's nothing there..

Vores uber-chauffør i Dallas kunne slet ikke forstå, hvorfor vi ville til Odessa, Texas. Der er jo ingenting! Men vi ville gerne opleve tomme, gamle byer i det vestlige Texas, hvor der ikke kommer mange turister. Og det har vi i hvert fald gjort!

Vores første dag på roadtrippen gik til Odessa - en tur på 560 km med små pauser i byerne Ranger, Sweetwater og Snyder.

Ranger var vores første møde med "small town Texas", og der var koldt, blæsende og fuldstændigt øde. Vi mødte kun de lokale på en diner, og de overgloede os, mens vi drak vores filterkaffe til 6 kr.

Vi overnattede på et motorvejsmotel i Odessa, og næste dag tog vi ind til centrum. Det var dejligt vejr, så vi nød at gå rundt, og Allan fik taget en masse billeder. De fleste stop på denne del af turen har Allan udvalgt på forhånd. Han har brugt meget forberedelsestid hjemme i Danmark på at Google flotte gamle biografer, forladte tankstationer og gamle bygninger.

Der sker ikke en skid i downtown Odessa..

Odessa var dog stolte af deres kanin-rodeo (som dog ikke længere er tilladt, fordi det er synd for kaninerne..)

Fra Odessa kørte vi videre til Plainview, Texas med stop i Lamesa, Lubbock og Hale Center. Lubbock er en større by med et universitet, så der var unge mennesker og en tacos-restaurantkæde fra Austin. Vi var glade for gensynet - det er mærkeligt, at man så hurtigt kan savne noget genkendeligt.

Vi overnattede på et motel i Plainview - det var måske lige lovligt til den billige side.. Men Allan fik hyggesnakket med hotelmutter og han fik taget nogle gode billeder.

Vores motel i Plainview

Receptionen på vores motel..

En gigantisk tumble weed, der overfaldt Nina i Plainview.

Plainview er som alle de andre små byer - de ligner hinanden, så det er allerede lidt svært at skelne imellem dem, selvom vi lige har været der. De har alle store indfaldsveje med fastfood-restauranter og grimme benzintanke. Selve centrum er meget småt og består af et lille kvadratisk torv med "rådhuset" i midten. Bygningerne ligner noget fra en cowboyfilm, og der er ingen mennesker, men mange biler.

I dag blev det tid til at ramme Route 66, men vi ville lige et smut ind i New Mexico først. På vejen kom vi forbi Dimmit, Glenrio og San Jon (New Mexico). Vi kørte faktisk et stykke af den gamle Route 66 på vej derhen - det var en smadret grusvej, som var blevet glemt efter opførelsen af den nye vej. Herfra kørte vi øst på den "rigtige" Route 66 med stop i Adrian (som er midtpunktet for hele Route 66 fra Chicago til Californien) og Bushland, hvor en skør mand har sat nogle gamle Cadillacs ned i sin mark og ladet folk overmale dem med grafitti..

Grusvej/Den oprindelige Route 66.

Vi er nu på et rart motel i Amarillo, som er en større by langs Route 66. Her er vi blevet taget godt imod af de lokale ved vores besøg i butikker og spisested. Vi havde lidt naivt forestillet os, at de lokale i småbyerne ville have vist interesse eller i det mindste hilst på os, men Texanerne i de mindre byer er nok lidt mere tilbageholdende og afvisende, end vi havde troet. Vi tager det dog bare som en del af oplevelsen, og vi suger det hele til os. Hver dag føles som en uge, fordi vi kører så langt og ser så mange nye steder.

Køreturene går ellers nemt, for vejene er store og brede, og der er næsten ingen trafik. Landskabet er meget af tiden fladt og gult med masser af kvæg og kornsiloer. Vi fik dog også set en ægte prærie i dag - det var ligesom en cowboyfilm!

Jesus er overalt.

Nu fik vi skrevet en masse igen, men der er så meget at fortælle, når man først kommer i gang. I morgen kører vi højst sandsynligt mod Oklahoma City langs Route 66, og derfra syd mod et par byer i det østlige Texas og så ned til Louisiana.

Allan holder sig kørende på Monster-energi-kaffe-drik.

Seeees.

Forældrebesøg!

Dav bloggen

I dag har vi sendt Ninas forældre hjem til Danmark. Lidt sørgmodigt, for det har været så hyggeligt at have dem med på en lille del af vores rejse.

Vi havde et par dage sammen i Austin, hvor det meste af tiden gik med at vise dem vores favoritsteder. Det var sjovt at vise byen frem, og det gik op for os hvor hjemmevante vi var blevet.

Vi spiste bl.a. på den lokale diner og den lokale texmex-restaurant, vi så endnu en basketballkamp, genså universitetet (hvor Ninas mor havde været på efteruddannelse for 15 år siden!) og så tog vi på vores yndlings-honky-tonk-bar.

Der var dog stadig nogle nye seværdigheder, som vi havde gemt til besøget. Vi udforskede Texas Capital (Austin er jo statens hovedstad), hvor senatorer og statskongressen holder til. Bygningen er selvfølgelig den største af sin slags i USA. På Texas State Museum fik vi lært en masse om Texas' historie - det var ikke specielt kønt..

Allan og gode gamle George W.

Der blev heller ikke sparet på amerikaner-oplevelser de sidste par dage i Austin. Vi var bl.a. et smut forbi Allen's Boots, som sælger comboystøvler i lange baner. Og så fik vi stillet sulten i kæmpestore donuts med fyld.

Peanutbutter and jelly yderst til venstre og æble, cream cheese og cheddar øverst.. 

Sidst, men ikke mindst, fik Allan og Ninas far opfyldt deres største ønske: at skyde en gun. Vi hentede vores lejebil (som Nina/Conny er meget glad for), og kørte ud til en vaskeægte shooting range. De blev grundigt instrueret i deres valgte våben (en 9 mm Smith & Wesson-pistol), og blev endda tilbudt at skyde en AK-47 for 5 dollars ekstra.. Men det var alligevel lidt for voldsomt, så det takkede de nej til.

Allans finger kunne ikke tåle at lade pistolen..

Onsdag morgen sagde vi farvel til vores lille hus og kørte sydpå mod San Antonio. Nina skulle lige vænne sig til veje med 5 spor, men det gik fint.

På vej derned stoppede vi i Gruene, som er en lille, gammel by, der blev grundlagt af nogle tyske immigranter. De fleste huse er bevaret og meget fine, men ellers har amerikanske turister overrendt byen, så husene nu er butikker fyldt med souvenirs.

I San Antonio besøgte vi the Alamo, som er resterne af en fæstning. Her tabte Texas et slag til Mexico, lige inden det lykkedes Teaxs at blive uafhængige. Det er lidt pudsigt at hylde et sted, hvor man tabte så stort, men det er blevet et symbol på, at amerikanerne altid vender tilbage med fuld styrke. De er generelt meget stolte af stedet, selvom der ikke er meget originalt murværk tilbage og det i øvrigt ikke er ældre end fra 1836. Vi skulle øve os lidt på ikke at være nogle dømmende europæere..

The Alamo..

Og the Alamo's souvenir shop. 

San Antonio havde nogle flotte bygninger fra 1920'erne, men virkede ellers til at være en lidt "poleret" by. Vi gik langs the River Walk med restauranter og barer langs floden, men også mere rolige steder med tropiske planter og flotte huse.

Efter en frokost og gåtur kørte vi hen til vores Airbnb-hus, som lå bag en villa i et hyggeligt kvarter. Vejret var skønt, så vi satte os udenfor og nød en øl i solen, inden vi gjorde os klar til restaurantbesøg. Det var jo Valentines Day, så vi havde booket bord på en god italiensk restaurant, som lå i en gammel brandstation.

Der skal ikke mangle noget på Valentines Day..

Vi havde kun en enkelt overnatning i San Antonio, inden vi igen kørte nordpå mod Dallas. På vejen stoppede vi i Waco, hvor Allan fotograferede nogle øde gader, mens vi andre gik lidt rundt og tog på café.

Turen var ca. 400 km, så vi var lidt trætte, da vi nåede frem til Dallas og endnu en Airbnb-lejlighed. Vi hyggede os med at spise aftensmad hjemme og gik tidligt i seng. Fredag skulle vi nemlig se det vigtigste i Dallas: vejen hvor John F. Kennedy blev skudt og museet/bygningen, hvor Lee Harvey Oswald skød fra. Man har set billeder og videoer så mange gange, at det var underligt at stå på så historisk et sted. På museet blev man ledt igennem historien med audioguides, så man gik i sin egen verden og kunne opleve det hele i eget tempo. Vi endte med at bruge to timer derinde, fordi det var så fængende.

Bygningen, hvor Lee Harvey Oswald skød fra. Vinduet længst til højre på 5. sal.

Udsigt fra vinduet på etagen ovenover.

Vejen, hvor to krydser markerer skudene. Der blev flaget på halv pga. skoleskyderiet i Florida.

Efter en god frokost, hvor vi lige sundede os på historien, gik vi ind mod downtown Dallas med alle højhusene. Det føltes som en "rigtig" storby, men det tog alligevel kun 30 min. at gå igennem. Vi endte øst for downtown i kvarteret Deep Ellum, hvor vi kiggede på graffiti, hyggelige restauranter/barer og fik en god kop kaffe.

Moderne kunst i byen..

Om aftenen tog vi på en pub tæt på vores lejlighed. Vi gik igennem vores kvarter med klassiske amerikanske huse med front porches og store forhaver. Vi nød nogle lækre happy hour-drinks og god mad på vores sidste aften sammen.

Allan prøvede vegansk "Beyond meat"-kød.

I dag (lørdag) var som sagt afrejsedag for Ninas forældre. Vi kørte dem ud til lufthavnen og sagde hurtigt farvel, så den helt store tudescene ikke udfoldede sig. Det var lidt underligt at køre derfra alene, for nu havde vi jo lige nydt deres selskab. Men vi (Nina..) tog os sammen og kørte ud til en biograf, som Allan gerne ville fotografere, men som også var biografen, hvor Lee Harvey Oswald blev anholdt efter attentatet mod JFK. Biografen lå i et latinamerikansk kvarter, som vi ikke har oplevet før, så vi gik også lidt rundt i området.

Lee Harvey Oswald-grafitti

Vi glæder os til at komme afsted i morgen, hvor vi kører mod Odessa, Texas. Det bliver en uge rundt i Texas' små flækker - en helt anden måde at rejse på.

Det blev et langt blogindlæg, men der går ikke lige så mange dage, før vi opdaterer igen. Seeees.