Vi er nu i dejlige, varme New Orleans efter nogle dage med dårligt vejr.
Fra Amarillo kørte vi det sidste stykke af Route 66 i Texas, mens vi stoppede i nogle små byer. De fleste byer lå øde hen med forfaldne bygninger og intet liv. Vi kørte fx igennem
Texola, som ligger lige på grænsen mellem Texas og Oklahoma, og vi havde svært ved at spotte de 36 mennesker, som eftersigende skulle bo der. Andre byer havde forsøgt at bevare bygninger og attraktioner fra storhedstiden på Route 66. Vi besøgte fx Shamrock, som havde en imponerende turistinformation i en bevaret bygning fra 1936. Det er helt klart lavsæson, så medarbejderen gav os en lang historie om byen og stedet - og vi fik endda taget et smukt billede.
Restaurant langs Route 66
Turistkontor i Shamrock
Vi fik lov til at låne cowboyhatte på turistkontoret.. Det bedste billede på turen indtil videre.
Turistkontoret
Verdens mindste fængsel i Texola. Indenfor var der billeder af tidligere fanger (og deres døde kroppe efter henrettelse..)
Vores plan var oprindeligt at køre til Oklahoma City, men hele Nordtexas og store dele af Oklahoma oplevede minusgrader og sne, så vi besluttede os for at køre sydpå mod Louisiana med det samme. Vi bookede et motel nord for Dallas som et pitstop på vej derned. Fra Route 66 skulle turen have taget 3 timer, men det endte med at tage 6 timer, fordi vejene var dækkede med is. Vi tøffede afsted og stoppede ikke én eneste gang, så vi var godt trætte, da vi endelig nåede frem. Nina gik målrettet ind på motellet og bad om at blive checket ind, men receptionisten kiggede mærkeligt og sagde "But there's no power?" I vores iver efter at nå frem havde vi overset, at hele området var mørkelagt. Strømledningerne hænger jo i pæle langs vejene, og de kunne ikke klare kulden. Der var iskoldt, så vi gik i gang med at finde et andet sted at sove, men heldigvis kom strømmen retur lige som vi havde besluttet os for et andet sted. Vi var meget lettede! Vi fik en god nats søvn, men lykken varede ikke længe, for Nina vågnede med små insektbid rundt på kroppen. Vi tænkte SENGELUS med det samme og begyndte at panik-Google og sammenligne loppebid med sengelusbid. Man måtte nemlig have dyr på vores motel, så måske kunne det bare komme fra en hund, der havde ligget i sengen..
Efter en lang køretur i isslag..
Træerne var stadig dækket af is næste morgen.
Vi prøvede at glemme insekterne og kørte længere sydpå mod et motel i Shreveport, som var ca. halvvejs til New Orleans. Isen var tøet, men til gengæld regnede det voldsomt hele dagen. Vi stoppede i Paris, Texas, som Allan havde glædet sig meget til. Der var rigtig hyggeligt og pænt, men det regnede så meget, at vi blev gennemblødte selv med paraplyer.
Køreturen blev igen længere end forventet, nu pga. regnen.. Øv, men vi holdt modet oppe ved tanken om varme Louisiana. Da vi nåede frem til Shreveport tog vi ud og trøstede os med god mad på en græsk restaurant. Her besluttede vi at tage et par overnatninger i et Airbnb-hus i en lille by et par timer fra New Orleans. Vi var så trætte af deprimerende og beskidte moteller, og vi havde brug for at få vasket alle vores ting og udryddet eventuelle sengelus.
"Eiffel"-tårn i Paris, Texas - nu med cowboyhat. Vi blev i bilen..
Jesus med cowboystøvler i Paris, Texas.
Allan er skuffet over vejret, men vi spiste frokost på et hyggeligt bageri.
Endelig var vejret med os, og huset i Breaux Bridge var lige som det skulle være. Vi var et smut forbi Lafayette, hvor Bodil og Nina havde været for 9 år siden - det var lidt sjovt at gense byen. Ellers lavede vi absolut ingenting, bortset fra at vaske tøj og sidde på terrassen. Det var tiltrængt med afslapning - den første nat sov vi 11 timer!
I går (søndag) kørte vi til New Orleans. Det var en flot tur gennem sumpen og klassiske sydstatsbyer med store træer og gamle plantagehuse. Vi ankom tidligt til vores flotte, gamle Airbnb-hus lige nord for the French Quarter, så vi gik ind til området for at opleve lidt liv efter en mennesketom uge. Det var noget af et kulturchok! Fulde amerikanere, gademusikanter, hestevogne og turistbutikker overalt. Derfor blev vi glade, da vi fandt en halvtom bar, som spillede rockmusik. Vi faldt i snak med bartenderen, som anbefalede en masse gode steder, bl.a. en bar/spillested, hvor der var koncert om aftenen. Der tog vi hen og fik et par øl og nød at være omgivet af ligesindede, men vi var for trætte til at blive til koncerten (det var vist også dårlig musik..).
Lidt svært at se, men man kører over sumpen.
Vores hyggelige stue.
I dag skal vi igen ind til the French Quarter og udforske lidt mere - nu ved vi også hvilke partygader, vi skal undgå. Men det er nu også rart med liv og glade dage!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar