onsdag den 7. marts 2018

Sindssyge amerikanere, altså..


Halløj bloggen

Vi skriver fra vores sidste aften i Nashville, inden vi kører videre mod Atlanta, Georgia.

Før Nashville har vi haft et par dage i Memphis, hvor vi nåede at opleve en masse på kort tid. Vi har bl.a. dyrket en lidt makaber interesse, hvor vi har ledt efter stedet, hvor én af vores yndlingssangere (Jeff Buckley) døde i en tragisk drukneulykkke. Vi fandt både stedet, hvor han blev fundet og senere  på dagen tog vi ud til området, hvor han formodentligt gik i vandet og blev taget af strømmen. 1/2 af os (Allan) blev lidt sentimentale, da vi stod på stedet..

Mississippifloden er godt fyldt op.


En anden slags turisme..

For at få oplevelsen lidt på afstand besøgte vi Gibsons guitarfabrik. De har flere afdelinger rundt om i landet, men afdelingen i Memphis er den eneste, hvor man kan komme ind og se dem bygge guitarerne (nærmere bestemt af typen: semi hollowbodys). Vi havde fået anbefalet turen af vores britiske venner fra Clarksdale, som havde taget turen et par dage før. Men vi besøgte fabrikken om lørdagen, hvor arbejderne selvfølgelig havde fri.. Vi fik en fin tur rundt på fabrikken, men det havde nok været en vildere oplevelse faktisk at se guitarerne blive håndlavet. 

Man måtte ikke tage billeder på selve fabrikken (hemmelige fremstillingsmetoder!), men museumbutikken var nu også meget god.

Party-gade i Memphis. Ellers var downtown ret mennesketom.

Sidst på eftermiddagen besøgte vi Civil Rights-museet, som ligger ved det motel, hvor Martin Luther King Jr. blev skudt og dræbt. Museet var kæmpestort og fokuserede på hele borgerrettighedsbevægelsen og Kings rolle i den. Det var meget spændende, men også sørgeligt at blive mindet om, at en stor del af USAs befolkning har levet under så forfærdelige forhold indtil for nylig. Og samtidig lider mange stadig under eftervirkningerne. 

Balkonen, hvor Martin Luther King Jr. blev skudt - markeret med en lille firkant.

En gengivelse af sit-ins i 60'erne, hvor en video med voldsomme billeder spillede i baggrunden.

Efter en lang dag sluttede vi af med gåtur rundt i området omkring vores Airbnb, hvor vi fik lækker indisk mad og nogle drinks (der er ved at tegne sig et mønster her..)

Inden vi kørte mod Nashville skulle vi naturligvis se Graceland, som flere har anbefalet os at opleve, selvom det er "lidt" dyrt. Den mindste pakke kostede os små $40 hver, plus $10 for parkering. Da vi kom hen til indgangen for at betale, blev vi mødt at en ældre kvinde i sit fineste outfit, som bød os velkommen og prøvede at lokke os til at købe den helt store VIP Graceland-pakke til $120 pr. næse. Det takkede vi pænt nej til, hvorefter hun udbrød ".. it makes me sick that you're not going to see all of Elvis' belongings.." Et virkeligt dårligt forsøg på mersalg! Vi fik stukket en iPad i hånden og kørt via shuttle hen til Graceland, hvor Elvis også ligger begravet. Graceland er en tour de force af 70er dekadence og forgudelse af Elvis. Oplevelsen blev dog lidt ødelagt af, at de lukker lidt for mange mennesker ind på samme tid (jo flere mennesker, jo flere penge!), så man gik i vejen for hinanden - huset er faktisk ikke så stort, som man forestiller sig. 






Elvis spillede på dette klaver lige inden han døde.


En lidt skuffet Allan.

Man kunne også lægge en masse penge i museumsbutikkerne! 

Det meste af dagen gik ellers med at køre mod Nashville, købe ind og endelig lave et godt, hjemmelavet måltid. Vi sov længe, spiste en god brunch og gik en tur i området, inden vi kørte rundt i byen for at lære den at kende. Vi var et smut forbi Vanderbilt Universitys flotte campus - det er Sydens mest prestigefyldte universitet. 


Allan havde googlet sig frem til en vintage guitarforretning, hvor han prøvede flere guitarer til ca. 85 000 kr hver.. Han blev meget forelsket, men heldigvis havde han sin røde guitar derhjemme - og den spiller nærmest lige så godt! 


En Gibson Les Paul Custom fra 1957!

Om aftenen tog vi ud i vores lokalområde for at opleve musikstemningen, som byen er kendt for. Efter et hurtig smut på en specialølbar, tog vi videre til en bar/restaurant, hvor en lokal singer songwriter duo optrådte, mens folk hyggede sig med øl og mad. Det var en meget fin oplevelse, og vi fornemmede hurtigt, at Nashville har meget af den samme stemning som Austin, dog mere poleret og country. 

I går kørte vi ind til Downtown Nashville, hvor der er masser af spillesteder, barer og restauranter. Selv en tilfældig tirsdag eftermiddag strømmede musikken ud fra barerne, og der var gang i gaden. Måske lidt for meget gang i den, så vi hyggede os med at gå lidt væk fra travlheden. Vi gik og gik, og kom bl.a. forbi Tennessee's hovedstadsbygning, et madmarked, en park og en fodgængerbro med flot udsigt over byen. Vi fik også tid til lidt shopping..




Det er meget populært at tage nuttede billeder foran vægmalerier. Alle ligner hinanden og alle tager det samme billede..

I går aftes lavede vi god mad herhjemme, inden vi tog ud for at få "et par" øl.. Det var i hvert fald planen, men den blev hurtigt ændret efter 30 sekunder i baren. Der var røgfyldt, proppet med dartspillere og lokale folk hængende i baren. De var alle så imødekommende og søde, så inden vi fik set os om var klokken 3.30 om natten, og vi var de sidste til at gå.. Der var masser af interessante snakke om våbenkontrol, Trump, socialisme og tarteletter, og vi endte med kun at betale for 2 øl hver. God aften!

Vores nye ven Linda.

Baren var dækket med billeder af gæsterne - vi fik endda også taget et billede, og det skulle være en stor ære at komme op på væggen.

Vi var knap så friske i morges, så vi har taget den med ro i dag. Vi tog os sammen og afleverede vores vasketøj på et vaskeri, og så brugte vi ellers ventetiden på at pleje vores tømmermænd med lækker mexicansk mad. Vi kørte også lige forbi én af byens store attraktioner; Parthenon.. En komplet kopi af Parthenon i Athen. Vores venner fra baren var meget stolte af bygningen og den guldbelagte Athena-statue indenfor. Vi var knap så imponerede, men mere interesserede i at vide, hvordan man finder på den fikse idé og hvordan lykkes det at få idéen udført???


En ægte patriot..

Så glad kan man være, når en sød dame har vasket, tørret, strøget og foldet dit tøj!

Nu sidder vi herhjemme og samler kræfter til en længere køretur til Atlanta i morgen. Det skulle være en flot tur, og vi glæder os til at komme videre til en by, som har masser af alternative steder. Vi har lejet et sødt lille Airbnb-hus i en hel uge. 

I skal ikke snydes for dette syn fra vores køkkenvindue: Et egern nyder et dejligt stykke pizza..

Ingen kommentarer:

Send en kommentar