"Kæft hvor tiden flyver afsted.. Jeg kan ikke huske hvad vi har lavet de sidste par dage, men her er nogle billeder", skrev Allan, da Nina bad ham starte på et nyt blogindlæg.
Han har helt ret - de sidste dages oplevelser er blandet godt sammen. Men vores billeder hjælper med at holde styr på dagene.
Søndag tog vi en ren afslapningsdag, fordi vores ben var trætte, og de lovede regn hele dagen. Det blev dog aldrig rigtig til noget, så vi gik en lille tur langs et naturområde i vores kvarter. Luftfugtigheden var oppe på 82% og det var 20 grader, så det føltes helt tropisk, selvom de fleste planter er grå og brune.
Vores hus!!
Aftenudsigt fra vores hoveddør.
Mandag gik vi rundt i bydelen East Austin. Der er mange alternative restauranter, food trucks og butikker. Vi vandrede op og ned ad gaderne, og endte med at følge hovedgaden 6th Street helt ind til Austin centrum. Gaden er kendt for sine barer og byliv, og mange af bygningerne er helt tilbage fra 1800-tallet (og det er jo gammelt herovre..)
Trump-pinata!
Vi var trætte i benene, da vi satte os ind på en irsk pub, for at se Liverpool spille fodbold. Vi satte os ved baren og faldt i snak med et par ældre mænd fra Iowa, som var på bar crawl for sig selv. De var flinke og meget amerikanske - på den der snakkesaglige, men lidt upersonlige måde.
Tirsdag tog vi endnu en lang gåtur, for vi havde besluttet at tage på pilgrimsvandring til en fast food-restaurant, der hedder In N Out. Det er frisklavet burgersnask, og meget lækkert! Vi har regnet os frem til, at vi går ca. 10-15 kilometer om dagen, så vi synes godt, at vi kan tillade os at spise lidt klamt. Især Allan er gået all in på snacks og hot sauce!
Sandwich a la Allan: Hvidt toastbrød (uristet) med en bund af ricotta, herpå Cheetos med smag af hvid cheddar og jalapenos, en skive cheddar, det hele bliver toppet af med hot sauce. Velbekomme.
I dag (onsdag) gik Allan en morgentur, mens Nina sov lidt længe og shoppede i butikkerne tæt på vores hus. Efter frokost tog vi bussen (for første gang!!) op til en kamerabutik, hvor Allan skulle købe noget gear. Vi gik også i en kæmpe guitarforretning, hvor Allan klogt gik ud inden han kom til at købe en "billig" guitar. Det tog en time at komme derop, men det gør jo ikke noget, når man ikke har travlt.
Turen hjem blev ligeså meget en udflugt, for vi gik langs en typisk amerikansk indfaldsvej fyldt med bilforhandlere, burgerrestauranter, tankstationer og spøjse forretninger. Vi tror, at folk synes vi er lidt fjollede, for der er jo intet "turist-agtigt" at se i sådan nogle områder, men vi synes bare, at alt amerikansk er charmerende og ligesom at være med i en film. Igen mødte vi ingen andre gående mennesker, måske er det fordi fortovene ikke altid er helt tilstrækkelige?
En butik, der kun sælger elpærer.
Kæmpe bil/truck.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar