søndag den 28. januar 2018

Fest og farver

Hey Bloggen,

I dag er det søndag, og vi har lidt tømmermænd..

De sidste par aftener har vi oplevet Austins natteliv og slappet af i løbet af dagen. Det er skønt, at man kan tillade sig det!

I torsdags gik vi en tur igennem Zilker Park, som ligger langs floden, der deler Austins centrum fra vores kvarter. 


Rigt dyreliv.

Blege/røde danskere, som ikke er vant til sol.

I parken mødte Allan sit store blues-idol Stevie Ray Vaughn.

Parken lå "tilfældigvis" tæt på the Mean Eyed Cat (Johnny Cash-baren, som vi besøgte i sidste uge), så vi tog derind for at få en lille forfriskning. Det blev til en del forfriskninger, og vi fik også smagt den klassiske tex mex-ret Queso = flydende ostedip med jalapenos. 




Vi gik bagefter over til Donn's Depot, som er Texas's største pianobar (dvs. en bar med et piano..). Oveni pianobar-konceptet, bestod baren delvis af gamle togvogne, bl.a. til brug som kvindetoilet. Vi kom ret tidligt på dagen/aftenen, så der var kun stamgæster, men de var alle nogle spøjse typer. En stor gruppe ældre kvinder, som alle lignede rigmandskvinder fra 80'erne, mødtes derinde for at spille kort. Og bartenderen havde reserveret et bord til en afdød gæst - bordet blev dækket med hans hat, et levende lys og hans yndlingsdrink. 



Fredag var vi ret "trætte", så Allan havde brug for en sodavand - han valgte én med smag af fersken og flødeskum.. Nina var ikke helt overbevist.


Om aftenen spiste vi på en tex mex-restaurant, som ligger tæt på vores hus. Det var lækkert! 


Hele kvarteret summede af liv i de 20 graders varme. Efter maden gik vi et par skridt hen ad gaden, indtil vi blev lokket ind i en gårdhave, hvor et band spillede mexikansk-salsa-funk. Efter at have nydt en meget stærk margarita i gårdhaven, gik vi et par meter længere ned ad gaden til en bluesbar, hvor vi nåede at høre en lille smule af et bluesband. Det var fedt at opleve så mange gratis musikoplevelser i sin baghave.




Lørdag aften måtte vi ud igen.. Vi gik ind mod byen ved solnedgang, og byen blev helt farvet af solen.


Allan havde hørt om en koncert med et lokalt band, som også er ret succesfulde i Europa. Vi varmede op med et par øl i en beer garden, som havde en rigtig hyggelig indretning, men for første gang oplevede vi dårlig betjening! Amerikanere er jo som regel meget høflige og venlige i servicefagene, men de unge mennesker her var ret flabede..


Koncerten viste sig at være gratis, selvom hele 4 bands nåede at spille. Spillestedet var meget mangfoldigt og lokalt, og udendørsscenen var så flot med klipper i baggrunden og en faldskærm over publikum. Vi nåede i øvrigt kun at tage en enkelt tår af vores øl, inden der blev spillet et nummer med vores yndlingsband the Smiths fra højtalerne - og det fortsatte med i alt 12 numre i løbet af aftenen. Vi var meget tilfredse med stedet! 


Det er virkelig gået op for os de sidste par dage, at Austin er en kæmpe musik- og nattelivsby. Byen og indbyggerne blomstrer op i weekenderne, og selv på en tilfældig søndag eftermiddag har vi set mange små orkestre spille på udendørs caféer, og spillesteder, der åbner døren, så musikken kan høres ned ad gaden. 

Vi har været lidt brugte i dag efter tre aftener i byen, så vi har bare gået lidt rundt i 21 grader og skyfri himmel, inden vi spiste nogle lækre tacos. God søndag!



Det var alt for denne gang, Bloggen. Husk at spise mere ostesovs!

Allan fik lov til at tilføje det her billede..


onsdag den 24. januar 2018

Dag 9

Hej bloggen,

"Kæft hvor tiden flyver afsted.. Jeg kan ikke huske hvad vi har lavet de sidste par dage, men her er nogle billeder", skrev Allan, da Nina bad ham starte på et nyt blogindlæg.

Han har helt ret - de sidste dages oplevelser er blandet godt sammen. Men vores billeder hjælper med at holde styr på dagene.

Søndag tog vi en ren afslapningsdag, fordi vores ben var trætte, og de lovede regn hele dagen. Det blev dog aldrig rigtig til noget, så vi gik en lille tur langs et naturområde i vores kvarter. Luftfugtigheden var oppe på 82% og det var 20 grader, så det føltes helt tropisk, selvom de fleste planter er grå og brune.


Vores hus!!

Aftenudsigt fra vores hoveddør.

Mandag gik vi rundt i bydelen East Austin. Der er mange alternative restauranter, food trucks og butikker. Vi vandrede op og ned ad gaderne, og endte med at følge hovedgaden 6th Street helt ind til Austin centrum. Gaden er kendt for sine barer og byliv, og mange af bygningerne er helt tilbage fra 1800-tallet (og det er jo gammelt herovre..)


Trump-pinata!






Vi var trætte i benene, da vi satte os ind på en irsk pub, for at se Liverpool spille fodbold. Vi satte os ved baren og faldt i snak med et par ældre mænd fra Iowa, som var på bar crawl for sig selv. De var flinke og meget amerikanske - på den der snakkesaglige, men lidt upersonlige måde.

Tirsdag tog vi endnu en lang gåtur, for vi havde besluttet at tage på pilgrimsvandring til en fast food-restaurant, der hedder In N Out. Det er frisklavet burgersnask, og meget lækkert! Vi har regnet os frem til, at vi går ca. 10-15 kilometer om dagen, så vi synes godt, at vi kan tillade os at spise lidt klamt. Især Allan er gået all in på snacks og hot sauce!


Sandwich a la Allan: Hvidt toastbrød (uristet) med en bund af ricotta, herpå Cheetos med smag af hvid cheddar og jalapenos, en skive cheddar, det hele bliver toppet af med hot sauce. Velbekomme.



I dag (onsdag) gik Allan en morgentur, mens Nina sov lidt længe og shoppede i butikkerne tæt på vores hus. Efter frokost tog vi bussen (for første gang!!) op til en kamerabutik, hvor Allan skulle købe noget gear. Vi gik også i en kæmpe guitarforretning, hvor Allan klogt gik ud inden han kom til at købe en "billig" guitar. Det tog en time at komme derop, men det gør jo ikke noget, når man ikke har travlt.

Turen hjem blev ligeså meget en udflugt, for vi gik langs en typisk amerikansk indfaldsvej fyldt med bilforhandlere, burgerrestauranter, tankstationer og spøjse forretninger. Vi tror, at folk synes vi er lidt fjollede, for der er jo intet "turist-agtigt" at se i sådan nogle områder, men vi synes bare, at alt amerikansk er charmerende og ligesom at være med i en film. Igen mødte vi ingen andre gående mennesker, måske er det fordi fortovene ikke altid er helt tilstrækkelige?




En butik, der kun sælger elpærer.


Kæmpe bil/truck.


lørdag den 20. januar 2018

Dag 5

Kære bloggen

Vi har brugt de sidste par dage på at udforske vores kvarter og downtown Austin.









Det har været mega koldt siden vi ankom, de to første dage var med frostgrader. Husene er ikke indrettet til så "ekstreme" temperaturer (-2 grader..), og vejene har været tomme for mennesker. I dag skiftede vejret, så vi har nydt 18 graders varme og lidt sol - sammen med alle de lokale, som nu endelig tør gå udenfor.


Dagene flyder lidt sammen, men typisk vågner vi kl. 7 (hvornår holder jetlag op?!), så spiser vi en langsom morgenmad, måske træner vi, og så går vi afsted. Vi går ca. 4 timer om dagen, så vi er godt brugte hen ad aftenen.

Vi lader mindre ærinder blive til udflugter. I dag har vi f.eks. gået i 40 min. for at komme hen til en butik, hvor Nina kunne købe makeup. Vi møder ikke mange mennesker på vores ture, for Austin er helt klart en bilby. Men når vi endelig møder en hundelufter, så hilser de altid meget venligt - også hundene!

Vi har fået hilst på vores naboer, et sødt ægtepar på hhv. 86 og 89 år. Det var vores første "rigtige" snak med amerikanere, og det var så hyggeligt.




I går gik vi i en time for at komme på en bar, som Allan havde læst om. Den hedder the Mean Eyed Cat og er en tribute bar til Johnny Cash. Det var sjovt at komme ud om aftenen og opleve fulde, højlydte amerikanere.




I aften skal vi have hjemmelavet texmex, men vi har også nydt at spise ude. Allan var meget tilfreds med at prøve en "Chicago-style"-hotdog.