En lille uges tid i Washington DC

Heeeeeej bloggen

Vi har nu haft en lille uge i Washington DC. Byen har en imponerende samling af statsejede, gratis museer og mange interessante historiske steder, men ellers synes vi, at der var liiiiidt kedeligt. Der manglede lidt “sjæl” - måske fordi der er så stor en udskiftning af beboere. Folk bor der jo tit midlertidigt som politiske medarbejdere, udsendte på ambassader eller studerende. 

Vi kørte fra Richmond i mandags, og tog et smut forbi Arlington, Virginia på vejen. Vi stoppede ved et hus, som tidligere blev brugt som hovedkvarter for et af de mest betydningsfulde pladeselskaber (Dischord Records) indenfor musikgenren hardcore punk. Her startede man den lyd, som nu er grundlaget for alt moderne hardcore-musik, så det skulle vi simpelthen besøge!

Bandet Minor Threat udenfor Dischord-huset tilbage i slut 70'erne/start 80'erne 

Dischord-huset i dag

Vi ankom mandag eftermiddag til vores Airbnb-lejlighed, som lå lidt langt væk fra centrum. Det var en kælderlejlighed, og overboerne larmede helt vildt, men sådan er det jo i turistfyldte byer - og når vi er lidt nærige med pengene.

Tirsdag morgen skyndte vi os ud i verden for at se alle de klassiske turistting. Allan skulle dog lige forbi en kameraforretning for at se på en linse, men det blev ikke til et køb denne gang..

Det småregnede, så vi gik ind for at spise en god SALAT-frokost, inden vi gik over mod det Hvide Hus. Det var en lidt flad oplevelse, nu hvor Trump er præsident. Nina var i DC, da Obama lige var blevet præsident, og der var stemningen helt anderledes. Respekten og magien omkring det historiske hus er altså blevet lidt ødelagt af den klaphat.

Utilfreds type. Der var også et ekstra stort hegn/afspærring foran den almindelige indhegning.

Vi gik bagefter forbi Washington Monumentet, som er lukket på ubestemt tid, fordi de bøvler med elektriske problemer til elevatoren.. Der var skærmet af, men hvorfor kunne de ikke bare være ligeglade med elevatoren og “nøjes” med et flot monument?

Vi blev trætte af regnen, så vi tog på National Gallery of Art. De havde en kæmpe samling, og vi brugte et par timer derinde, selvom vi næsten kun så på nyere kunst. 

Bagefter gik vi forbi Franklin Theater, hvor præsident Lincoln blev dræbt. Der var selvfølgelig gjort et stort nummer ud af det, så vi gik ned ad en gyde (på opfordring af Allans idol Henry Rollins) og fandt bagindgangen, hvor attentatmanden løb ud efter drabet. 

Attentatmanden løb ud ad døren nederst til højre.

Teateret ligger tæt på byens Chinatown, hvor vi gik lidt rundt, inden vi fortsatte nordpå. 

Nina skulle nemlig mødes med sin grandkusine Jess, som bor herovre. Allan tog hjem for at arbejde på nogle småprojekter, som skulle have været færdige for længe siden. Nina havde aldrig mødt Jess før, men det var sådan en hyggelig aften! Vi fik god mad, en stor Carlsberg til Nina, og så gik snakken ellers om løst og fast. Det blev en lidt sen aften, for vi skulle da også lige ud og have en drink efter maden..

Onsdag havde Nina stillet sin alarm til klokken 6.30, fordi hun skulle skaffe en billet til museet National Museum of African American History and Culture. Det er et helt nyt og meget populært museum, så de uddeler gratis billetter online hver morgen til de hurtigste. Det lykkedes at få en billet, så det var dagens projekt for Nina. 

Allan var desværre blevet småsyg, så han tog en dag hjemme i sengen, mens Nina tog alene afsted.

Det afroamerikanske museum var så imponerende og kæmpestort. Nina brugte 2 timer, og nåede ikke engang at se det hele. Der var en meget intens stemning blandt de besøgene i især den første del af udstillingen, som fortalte afroamerikanernes historie kronologisk, helt tilbage fra de første slavers tid og til vores moderne tid. Man blev fx mindet om, at alle DC's flotte bygninger, som vi stadig går rundt og beundrer, blev bygget af slaver. Man sluttede besøget med udstillinger, der fremhævede afroamerikansk kultur og dens indflydelse på USA. 

Det var ikke en stolt følelse, da Danmark dukkede op på museet..

Nina tog bagefter et smut på National Museum of History, fordi der var en udstilling om amerikanske præsidentfruer. Museet var propfyldt med skoleklasser, så det blev et kort besøg. Desværre handlede udstillingen mest om præsidentfruernes kjoler og huslige bedrifter, så det skuffede en smule. 

Barbara Bush og Hillary Clintons "inauguration"-kjoler, lidt sjovt for Nina at se dem sammen, når nu hun har skrevet BA-projekt om de to.

Nina sluttede sin dag med en lille shoppingtur, nu hvor hun var helt alene omgivet af gode butikker..

Torsdag startede med fødselsdagssang og kage med lys, for det var Allans fødselsdag! Vi tog en rolig morgen i Allans tempo, og gik bagefter ud i det gode vejr. Solen skinnede og det var 24 grader, så "Allan har været en god dreng", som han selv sagde. 

Det tætteste Nina kunne komme på en dansk kage.. Den var ikke dansk.

Vi tog ind til centrum for at se Library of Congress, som er det største bibliotek i verden, med 162 millioner genstande. De var dog desværre ikke rigtigt tilgængelige for almindelige besøgende, så vi kiggede bare på den flotte bygning. Vi havde hørt, at der fandtes et underjordisk gangsystem, der koblede bygningskomplekset sammen, så vi sneg os ned ad en trappe og fandt gangene. Der gik en masse professionelle typer dernede, men det virkede ikke til, at vi var der ulovligt.. I ét af rummene langs gangene fandt vi en Dunkin Donuts, hvor vi drak en kæmpe iskaffe.

Da vi kom op til overfladen igen, gik vi hen forbi US Capitol. Det var et ret imponerende byggeri, men det blev lidt ødelagt af kampklædte betjente med maskinpistoler, der holdt vagt ved indgangene. 

Turister..

Udsigt fra Capitol og ned mod National Mall. Folk protesterede ude foran Capitol, vist nok mod omskæring??

Bagefter fortsatte vi ned langs National Mall og hele vejen ned til Lincoln Memorial, som man kender fra en masse vigtige politiske begivenheder i amerikansk historie - bl.a. Martin Luther Kings "I have a dream"-tale. Der var propfyldt af mennesker, men det var stadig en stor oplevelse. 

Udsigten fra den modsatte ende af the National Mall

Vi ville lidt væk fra turisterne, så vi gik en lang tur ud til området Dupont Circle, som skulle have lidt mere lokalt liv. Vi spiste god mad på en etiopisk restaurant og gik bagefter i en pladeforretning, som dog skuffede lidt. Det viste sig nemlig, at "det lokale" også var lidt for poleret og kedeligt.. Vi sluttede dagen på kunstmuseet The Phillips Collection, hvor der var et helt rum med én af vores yndlingskunstnere Mark Rothko.

Fødselsdagsbarnet

Fredag var en sørgelig dag, for der afleverede vi vores trofaste bil. Den har været vores eneste faste holdepunkt i den sidste halvanden måned (er det virkelig kun halvanden måned?!?), så det var en lidt spøjs fornemmelse, da vi tog derfra uden bilen. Vi trøstede os med noget vegansk snaskemad i kvarteret omkring H Street, som i øvrigt også var lidt kedeligt, selvom det skulle være "ungt og hipt". 

Vi tog bagefter ind til National Museum of American Art og National Portrait Gallery, som var samlet under samme tag. Kunstmuseet havde mest ældre og helt moderne amerikansk kunst, men ikke den vildeste samling i forhold til National Gallery of Art, som vi tidligere besøgte. Portrait Gallery var til gengæld ret sejt, for der er netop udstillet to portrætter af Michelle og Barack Obama, som er meget populære. Det var lidt sejt at se dem rigtigt, og de skilte sig flot ud i forhold til de andre portrætter af tidligere præsidenter. 

Allan og hans ven W.

Vi sluttede dagen med at sortere og pakke alle vores ting, som skulle proppes ned i rygsække og en rullekuffert, for at kunne komme med på bussen til Philadelphia. Vi havde jo vænnet os til at have masser af plads i bilen, så det blev lidt en udfordring - især da vi også lige skulle have plads til Allans guitar (som blev skilt i to). 

Nu er vi i Philadelphia efter en fin bustur. Vi har et 3-etagers flot hus helt for os selv, men her var mega beskidt, da vi kom. Så vi endte i en lidt akavet situation, hvor rengøringshjælpen blev kaldt tilbage, og vi måtte udpege stederne, som var mest beskidte. Indtil videre har vi været virkelig heldige med Airbnb, så det var en lidt træls velkomst til byen. Til gengæld er det allerede vores indtryk, at Philadelphia er vildt sej og meget mere levende end DC, så vi glæder os til at dykke ned i byen og finde alle de gode steder.

På gensyn.

Tiden går for stærkt.

Yo bloggen

Pyh, vi kan snart ikke følge med længere. Vi er nu i Richmond, Virginia, som er det nordligste af Sydstaterne (lidt ligesom Christiansfeld er det nordligste Sønderjylland..).

Onsdag brugte vi i Charleston, South Carolina. Vi stod tidligt op for at køre ud til et flot, gammelt træ, Angel Oak Tree, som er kendt for.. at være gammelt, tror vi. Vi havde håbet på at få oplevelsen alene, men vi blev slemt skuffede, for der var allerede masser af mennesker og arbejdsfolk på den indhegnede (!) plads omkring træet. Idyllen var ikke lige tilstede, men til gengæld var der "det-må-du-ikke"-skilte og en gavebutik. 

Vi slugte skuffelsen med en god, fed morgenmad på en klassisk diner, inden vi tog videre til McLeod Plantation. Vi havde læst, at man fik en ærlig tour af plantagen og de barske vilkår, som slaver levede under. Og det skuffede heldigvis ikke! Vores tour guide startede med at "ødelægge" stedets umiddelbare charme - der var smukke live oak trees, et flot hovedhus med søjler og et view ned til den nærmeste flod. Men det hele blev tilføjet i 1930'erne, hvor plantagen ikke længere kunne overleve på landbrug, og i stedet måtte lokke turisterne til med "ægte" plantage-charme. Det var virkelig forfriskende, at vi endelig fik den rigtige historie i stedet for den polerede, falske udgave, som amerikanerne ellers er glade for at fortælle. Tour guiden endte med at trække paralleller mellem slavernes tid, 1960'ernes civil rights movement og nutidens institutionaliserede slaveri. Vi gav ham et stort bifald, men fornemmede også, at de andre (hvide) gæster følte sig en smule fornærmede..

Søjlerne på hovedbygningen blev tilføjet i 1930'erne, så det lignede en "rigtig" plantage.

Små huse, som slaverne boede i.

Charleston er en kystby, og vi ville igen ud og se på havet - så vi kørte til stranden Folly Beach. Strandbyen mindede lidt om Tybee Island i Savannah, men vi kørte helt ud til enden af stranden og gik en lang tur. Vi endte ude i spidsen af stranden, hvor vi så en delfin, et flot fyrtårn og nogle træer, der var blevet "ædt" af vandet.

Nina leder efter delfinen

Vi endte dagen med at gå rundt i Charleston by, hvor vi gik langs deres river waterfront, kiggede på pæne huse og historiske bygninger. 

Det gamle slavemarked i Charleston. Det er for sindssygt, at man har handlet med mennesker indtil slutningen af 1800-tallet, og at mange amerikanere ser sådan nogle bygninger som historisk charme.

Naturen omkring South Carolinas kyst er så flot - vandet går ind i landet og der er store områder med lavt vand og siv.

Torsdag kørte vi mod Myrtle Beach, South Carolina, hvor vi havde lejet en ferielejlighed med udsigt over Atlanterhavet. Indkørslen til Myrtle Beach er dækket med "beach gear"-butikker, kæderestauranter og grimme betonklodser med ferielejligheder. Vores bygning var også pænt ucharmerende, men udsigten var fantastisk! Vi blev budt velkommen af en delfin, og så gik vi en sen eftermiddagstur langs stranden og nød solnedgangen fra vores altan. 

Fredag stod vi op kl. 6.50 for at se solopgangen. Det var så flot og en dejlig rolig start på dagen. 

Vi tog os god tid (Nina fik en formiddagslur), og så tog vi ud for at spille minigolf - vi er blevet entusiaster. Der var en masse vilde minigolfbaner langs hovedvejen, og vi valgte en såkaldt "tropisk" variant med grotter, vandfald og grimme figurer af dyr. Allan vandt.. Vi gik også endnu en tur langs vandet, og ellers sad vi bare og gloede på udsigten og de mange flokke (!) af delfiner, som svømmede forbi. 

Minigolfbane..

Det var rart at komme helt ned i tempo, for lørdag havde vi den sidste lange køretur foran os. Vi havde håbet på at finde nogle flere interessante stop på vejen mod Washington DC, hvor vi skal aflevere bilen, men North Carolina og Virginia har ikke umiddelbart så meget at byde på. 

Vi besluttede os derfor for at tage en lang køretur for at besøge Richmond, Virginia, som eftersigende skulle have en stor hardcore/punk-musikkultur. Det viste sig at være en god idé! Vi ankom sidst på eftermiddagen til vores airbnb-overnatning i et kedeligt model-hus i en søvnig by lidt udenfor byen - men vores vært er meget sød og hjælpsom. Vi tog på mexicansk restaurant og hyggede os med at savne Austin, mens vi (Nina) drak frozen margharitas.

Richmond var hovedstad for Sydstaterne under borgerkrigen, så den er også historisk interessant. Vi besøgte Chimborazo Medical Museum, som fortalte historien om et kæmpe militærhospital under borgerkrigen. Heldigvis er de historiske begivenheder ikke lavet om til en forlystelsespark! Hele byen er så flot og velbevaret, så vi har gået rundt i gaderne og nydt flotte huse og brostensbelagte gader. 

Vi var bagefter på Virginia Museum of Fine Arts, hvor vi så lidt amerikansk kunst - entreen var endda gratis. Museet lå tæt på området Carytown, som vores Airbnb-vært havde anbefalet os. Carytown havde masser af vintagebutikker og restauranter, så vi spiste en god snasket frokost og gik i butikker.

Carytown

Foråret er også nået til Richmond - vi har dog kørt med foråret rundt, så det har heldigvis varet længe for os.

Næste stop var en pladeforretning, som specialiserede sig i hardcore/punk/metal-genrerne. Det endte med at være et vigtigt besøg, for Allan fandt sit bands album til salg derinde!! Bandet er støttet af et amerikansk pladeselskab, men det var alligevel første gang, at han havde fundet albummet i en rigtig butik herovre.

Der lå en stor, flot kirkegård tæt på pladeforretningen, så der gik vi en lille tur, inden vi travede igennem byen tilbage til bilen. 

Efter at have cruiset lidt rundt i downtown, som var virkelig flot, kørte vi ud til vores søvnige by, hvor vi spiste aftensmad på en retro diner. De havde dog en speciel menu med masser af veganske, sunde alternativer, så Nina fik en tiltrængt salat, mens Allan holdt sig til vores standard-diæt bestående af sandwich, pomfritter og sodavand. 

Nu er vi trætte og forpustede efter en periode med korte ophold en masse steder, så vi ser frem til Washington DC, hvor vi skal være de næste fem dage. Det bliver dog også lidt vemodigt, for det er samtidig et farvel til vores bil og road trip-livsstilen. Vi har lidt svært ved at forstå, at der stadig er ca. 7 uger tilbage af vores rejse - og at de 4 uger skal bruges i New York. Der er gang i den, men vi nyder det!